For længe siden regerede kong Gylfe over Sverige. En dag lovede han gudinden Gefion, at hun måtte få så meget land, som hun kunne pløje på én dag og én nat.
Gefion vidste, at hun ikke kunne klare den enorme opgave alene. Derfor forvandlede hun sine fire sønner, som hun havde fået med en jætte, til store og uhyre stærke okser. Hun spændte dem foran ploven, og sammen pløjede de så dybt i jorden, at et kæmpestort stykke land blev revet løs fra Sverige.
Okserne trak landet ud i havet, hvor Gefion lagde det mellem Sverige og Fyn. Hun gav det navnet Selund, som senere blev til Sjælland.
Tilbage i Sverige opstod der et stort hul, som blev fyldt med vand. I Snorri Sturlusons gamle fortælling kaldes søen Lågen og forbindes i senere gengivelser med Mälaren. I den populære udgave af sagnet, som fortælles ved Gefionspringvandet, nævnes derimod ofte Vänern. Søens omrids minder en smule om Sjælland, og denne lighed har været med til at holde den gamle fortælling levende. Det er naturligvis ikke et bevis på, at sagnet er sandt, men det gør historien endnu mere fascinerende.
Sagnet er i dag foreviget i Gefionspringvandet ved Kastellet i København. Springvandet blev skabt af den danske billedhugger Anders Bundgaard og afsløret i 1908. Her ses Gefion stående bag ploven, mens hendes fire mægtige okser kæmper sig frem og trækker Sjælland ud af Sverige.
Fortællingen stammer fra den nordiske mytologi. En af de ældste bevarede skriftlige gengivelser findes i første kapitel af Snorri Sturlusons værk Gylfis forblændelse, også kaldet Gylfaginning, som er en del af Den Yngre Edda.
Kildehenvisninger:
- Snorri Sturluson: Gylfis forblændelse, kapitel 1, i Den Yngre Edda. Dansk oversættelse ved Thøger Larsen, 1928.
- VisitCopenhagen: Gefionspringvandet – om sagnet, Anders Bundgaard, Vänern og springvandets placering.
- Inge Mørch Jensen: Anders Bundgaard, Lex – om kunstneren og afsløringen af Gefionspringvandet i 1908.