For længe siden kom den fattige portugisiske fisker Arturo til en lille havneby. Her mødte han Catarina, den mægtige guvernørs smukke datter. Trods forskellen mellem deres verdener forelskede de sig dybt i hinanden.
Da guvernøren opdagede deres hemmelige kærlighed, forbød han dem at mødes og tvang Arturo til at sejle bort. Men inden afrejsen gav Arturo Catarina et løfte:
“Jeg vender tilbage efter dig. Når du hører tre lange toner fra mit skibshorn, skal du springe i havet og svømme ud til min båd. Så sejler vi væk sammen.”
Et år senere lød de tre lange hornstød gennem natten. Catarina kastede sig fra klipperne og svømmede ud mod Arturo. Men pludselig lagde en tæt tåge sig over havet, og hun kunne ikke finde hans båd.
Arturo råbte hendes navn, og inde fra tågen hørte han Catarina svare. Uden at tøve sprang han ned i det iskolde vand for at finde hende. Ingen af dem nåede tilbage til overfladen.
Men sagnet fortæller, at havet førte dem sammen på bunden. Og hver gang bølgerne slår mod klipperne og sender hvidt skum og sprøjt mod himlen, er det Arturo og Catarina, der omfavner hinanden – for evigt, hvor ingen længere kan skille dem ad.
Sagnet om Arturo og Catarina er sandsynligvis en opdigtet sømandslegende, ikke et dokumenteret gammelt portugisisk folkesagn.