En dag stod den unge Agnete nær havet, da en havmand steg op af de blå bølger. Hans hår skinnede som guld, og han spurgte, om hun ville være hans elskede.
Agnete sagde ja, hvis han ville tage hende med ned på havets bund. Der levede de sammen i otte år, og Agnete fødte ham syv sønner og en lille datter.
En dag hørte Agnete kirkeklokkerne ringe langt oppe fra land. Hun længtes efter at se kirken og sin mor igen. Havmanden gav hende lov til at rejse, men hun skulle love at vende tilbage til børnene. Han advarede hende også mod at sætte sig hos sin mor og bøje sig for Gud.
Da Agnete trådte ind i kirken, gjorde hun alligevel begge dele. Minderne om hendes gamle liv vendte tilbage, og hun besluttede, at hun aldrig mere ville ned under havet.
Havmanden fulgte efter hende og bad hende tænke på deres børn, som længtes efter deres mor. Men Agnetes hjerte var blevet koldt. Hun afviste både ham og børnene og blev på land.
Havmanden vendte derfor alene og sønderknust tilbage til havets bund, hvor børnene ventede forgæves på Agnete.
Fortællingen stammer fra den danske folkevisetradition og er kendt som Agnete og Havmanden. Man kender ikke den oprindelige forfatter. Visen er sandsynligvis en af de yngste danske folkeviser og kan oprindeligt have været en skillingsvise fra omkring 1780. Den findes også i norske og svenske udgaver og er senere blevet genfortalt af blandt andre H.C. Andersen.
Kildehenvisning:
Agnete og Havmanden